Information om cookies

Amerikansk casino dummer sig: Må udbetale millionpræmie to gange

Horseshoe Casino i Ohio dummede sig fælt i denne uge, og det er der formentlig en mand ved navn Kevin Lewis fra Cincinatti som er ualmindeligt glad for.

Hans navn blev nemlig trukket op af hatten på Horseshoe Casino som vinderen af en stor sommerlodtrækning, hvor tre personer hen over sommeren vinder en rund million dollars.

Den glade vinder blev kontaktet og troppede op på casinoet for at få sin præmie og få taget de obligatoriske vinderfotos med kæmpecheck og hele pivtøjet, som det jo hører sig til. Der var dog lige ét problem: Det var ikke ham, men en navnebror fra en anden by, som reelt havde vundet lodtrækningen.

Casinoet personale havde ganske enkelt kontaktet den forkerte Kevin Lewis, og nu var gode råd dyre for Horseshoe Casino, for hvordan løser man lige dén bommert?

Heldigvis viste casinoet storsind og besluttede at uddele en ekstra million dollars, således at begge Kevin Lewis’er kunne gå derfra som nybagte millionærer.

Der går formentlig et par dage før de kan grine af den historie på Horseshoe Casino, som nu må punge ud med 4 i stedet for 3 millioner dollars i deres sommerkonkurrence.